Historien bag Kai Lange og Gunhild Kai Langes Fond er historien om fondens stifter, Kai Lange.
Kai Lindhard Lange blev født i 1909 som eneste søn af Axel B. Lange og Harriet Lange, f. Lindhard. Hans far Axel B. Lange var allerede da en kendt og fremtrædende borger i Frederikssund.
Axel B. Lange var ”købmand” i den brede, oprindelige betydning. Han fortsatte den virksomhed, som i flere generationer havde båret familiens navn, og som var koncentreret omkring korn- og foderstofforretningen, der i 1904 var overtaget for egen regning.
Kai Lange fik efter studentereksamen fra Rungsted Gymnasium en grundig handelsuddannelse dels i Danmark dels under længere ophold i udlandet. Han fortsatte efter faderens død som den faktiske leder af selskabets aktiviteter, og blev eneaktionær i AXEL B. LANGE A/S.
Kai Lange, der var barnløs, stiftede den 5. november 1975 fonden. Hustruen, Gunhild Lange var død 6 måneder tidligere.
Fondens solide kapitalgrundlag kan for en stor del tilskrives den værditilvækst, som hidrører fra, at Kai Lange investerede salgsprovenuet – fra den i 1977 gennemførte afhændelse af korn- og foderstofvirksomheden – i danske børsnoterede aktier. Fondens aktiver består herudover af det 100 % ejede datterselskab, Axel B. Lange A/S, som bl.a. ejede de oprindelige erhvervsejendomme i det centrale Frederikssund.